Category: Teufel Racing (page 2 of 2)

Slam Bam!

Der har været gang i Teufelbiksen det seneste stykke tid. Derfor de manglende updates. Her er dog lidt goodies fra sommerens ræs. Et billede af Jonas, sekundet inden maskinen sætter sig samt lidt dejlige videoer.

Først en omgang på Jyllandsringen. Dette var en af de første omgange der rent faktisk blev gennemført uden nedbrud. Der er stadig ikke styr på hvordan banen snor sig, men der er ved at komme fart i hjulene.

Teufelsrace – hjelmCam #1 from Projektland on Vimeo.

og her et vidunderligt klip med vores styrt. Maskinen gik meget mager, pg.a. tilstoppet lavfartsdyse og satte sig på vej ind på langsiden, hvilket gav noget af en rulletur.

Teufelsrace JYLLANDS RINGEN_crash from Projektland on Vimeo.

Planerne for det kommende år er store. En ekstra maskine og masser af ræs! Nu skal der først vinter- tunes en smule.

Team Teufel racing vinder STORT

 Galopperende Mega succes i weekendens klassiske TT på Jyllandsringen for det fænomenale Team Teufel Racing Team!

 For et år siden var Teufelskerle tilskuere på jyllandsringen og besluttede at nu skulle der bygges slem slem 50cc ræser så Teufelskerle kunne sejre stort på de internationale Grandprix baner i hele verden. 12 måneder er fløjet afsted og det er lykkedes at stykke en mere end konkurrencedygtig maskine sammen, der næsten ikke sprang i luften i dette års Klassik TT. Nu er knallertræsere desværre ikke noget der falder ned fra himlen og det har været en stejl læringskurve at bygge sådan en sag. 

 

På vej fra Køffe til Jyllandsringen i Søren Svejsemands vidunderlige Westfalia!

Vi besluttede tidligt at maskinen skulle betales igennem fundraising, sponsorer og det vi gør bedst: fester. Efter en indledende oprydning i klubben blev der skrabet knaster sammen til et stel fra EMOT i holland og lidt fester og masser af donationer gjorde det muligt at købe en Langtuning Simson motor med i nærheden af 16 hypper. Inden vi kunne suse mod sejr på jyllandsringen skulle det hele dog passes sammen og  ikke mindst testes. Det sidste nåede vi ikke alverden af, så det var en mere eller mindre utestet maskine vi dukkede op med på jyllandsringen fredag eftermiddag. Heldigvis havde vi lige nået at få den sexy brun/karrygule/vampyrhvide øst-bemaling klattet på.

Teknisk kontrol. Den løb lige igennem.

Sådan her gør man vist også i formel 1

En stor stak Teufler havde gjort pilgrimsfærden til største danske ræserbane og her kom det første chok for ræserkører Jonas: Når man skal tumle 16 hypper på en ræserbane går det ikke at drikke det mindste øl. Derfor er det tidligt i seng og tidligt op. Dette holder dog ikke fest-abe-teuflerne det mindste tilbage og som ræserkører måtte man tøffe i seng til lyden af Teufel-råb i festteltet. Det er der ikke meget sjov ved. Alle andre havde det dog hammersjovt hele natten!
Ræserteams skal helst spise og drikke ordentligt

En form for Teufel-Mary Poppins

 Lørdag morgen lå tågen tæt over Jyllandsringen. Inden man kan komme ud og ræse skal der deltages i førermøde hvor der bliver snakket lidt om banen og evt. ændringer i planerne. Pg.a. af tågen blev den første træning aflyst og den senere træning forlænget. Det gav os tid til at få startet maskinen op og gå den igennem. Siden vi første gang havde liv i maskinen har der været en markant magel på bundtræk. Nu er det jo ikke noget man forventer i en 50cc ræsermotor, men måden hvorpå vores motor døde totalt under 12.000 omdrejninger var en smule foruroligende. Vi havde købt flere tomgangsdyser ind, men det viste sig at disse dyser ikke passede på vores 20mm Mikuni karburator, og desuden grinede alle af hvor bette den karbu var (24 er åbenbart minimum). Vi forsøgte at stlle på nålen for at give den lidt mere benzin i bunden og så rullede vi til den første træning og tidtagning.


nye fine klistermærker! nr. 49, året hvor DDR blev grundlagt!

Fryd og gammen inden ilddåb
køreren tester skidtet
klar til første træning

I pitten ville motoren dog meget dårligt tage omdrejninger. Den hang ved omkring 8000 omdrejninger og ville ikke dreje op på de 12 hvor den for alvor tager fat. Det var nervepirrende at vente på at vi blev lukket ud på banen og da vi endeligt blev sendt afsted måtte maskinen skubbes ud af hullet. Efter 50 m tog den dog ved og den strøg op i fart. Yahhooo! Afsted det gik. Ca 200m inden motoren døde fuldstændigt. Arghhhh!!! Ind til siden ved nogle flagdommere. Solen bagte nu ned og det var noget af en varm omgang, men det måtte være muligt. Benzinslangen røg af og det viste sig at den ikke fik noget benzin. Et hurtigt pust i slangen og der var igen benzin. Så var det ellers noget med at skubbe rundt med maskinen på græsset indtil vi kunne blive lukket ud på asfalten. Maskinen ville dog stadig ikke tage gassen og den blev tøffet en halv omgang rundt, inden det var ind til siden igen. Nålen blev sænket igen og nu skete der noget! Maskinen sang og der blev kørt 3-4 omgange inden gearene begyndte at forsvinde og det var ind i pitten igen (godt nok den forkerte vej ind i pitten, der er meget at holde styr på).

It is alive!

Maskinen blev rullet ned i lejren og føreren blev fyldt med vand. Det er dælme varmt og hårdt at løbe rundt med sådan en sag ude på en bane i stegende hede! Der blev sludret lidt om gearene og Søren kunne triumferende fortælle at vi, på trods af problemer, havde kvalificeret os med 11. hurtigste tid ud af 21. Ikke dårligt for det første forsøg.
Det viste sig dog at problemerne med gearkassen ikke bare var en gearvælger der skulle strammes. En svejsning var gået i gearvælgermekanismen og der var ingen vej udenom at skille lortet ad. Heldigvis dukkede Kreidler-Lars og hans makker Henrik op i samme sekund og assisteret af en garvet ebjergensisk knallertmekaniker blev der skruet og svejset indtil maskinen virkede igen.

Om eftermiddagen var det tid til det første rigtige løb. 50cc klassen kører sammen med før 47 maskinerne og 200 kubikkerne så der er split start hvor de større maskiner kører først og 15 sekunder efter suser vi afsted. Det lykkedes at få en rimelig god start og der blev overhalet 2-3 stykker indenfor den første omgang. Der var for alvor kommet fart i maskinen og den trak til omkring 15.000 omdrejninger for enden af langsiden. Det holdt den dog hurtigt op med. Da der blev gearet ned satte stemplet sig og vi undgik med nød og næppe at drøne ud i gruset. Scheisse! Stemplet slap dog med det sammen igen og efter et skub fra en flinker flagdommer kom der liv i maskinen og der kunne køres endnu en omgang. Denne gang blev der slækket lidt mere på gassen ned ad langsiden, men skidtet satte sig igen. Slut prut, ingen grund til at pine maskinen mere og resten af løbet blev set fra grusgraven hvor der blev heppet godt og grundigt på Jon Nordstrøm, vores mentor indenfor 50cc ræs.

Resten af dagen gik med at få skiftet stempel og få en større hoveddyse i så vi forhåbentligt kunne undgå at skidtet satte sig igen. Hele Teufelslænget havde desuden kigget dybt i flasken fra tribunerne hele dagen så der blev festet indtil alle (på nær chafutten, han gik tidligt i seng) dejsede om.
 


Søndag morgen var der gråvejr, men stor tiltro til maskinen. Den virkede gladere og mere snap end nogensinde før. I den første træning gik den umiddelbart godt, men på anden omgang, på vej ind på langsiden og med god fart satte den sig igen. Da maskinen nu var lagt an til sving kunne den ikke reddes og kører og maskinen blev smidt en ordentlig tur hen ad asfalten. Heldigvis skete der ikke noget alvorligt og ingen blev kørt over af kørerne bagfra. Maskinen blev dog godt ridset og umiddelbart virkede det ikke overskueligt at fortsætte. Heldigvis stopper nederlag ingen Teufel og med en 6-8 mand på maskinen blev der skiftet stempel, fikset gearvælger, tapet kåbe og ikke mindst fandt vi ud af at tomgangsdysen var tilstoppet hvilket havde medført den meget magre blanding og de satte stempler. Der blev lånt en dyse rival og tomgangsdysen fik en tur. På magisk hvis blev maskinen klar til næste træning og for første gang lykkedes det os at gennemføre et pas uden at ryge af eller bryde ned. Maskinen kørte nu alt for fed, men det lykkedes at kvalificere til en 13. plads ud af 21.

 


Nu virkede sagerne endeligt og spændingen var gigantisk inden weekendens sidste løb. Lige inden vi skulle afsted sodede tændrøret til, da den stadig var dyset alt for fedt, men i det mindste satte den sig ikke. Under opvarmningsomgangen gik den fint og mens der blev ventet på startet blev der givet masser af gas af frygt for at den skulle sode til igen. Starten gik og maskinen hostede sig stille i gang. Desværre ikke nogen god start og  vi var nu bagerst i feltet. Husrtigt kom der dog fart over maskinen. Der manglede stadig mellem 1000 og 2000 omdrejninger pga. den for store dyse og den nu fungerende tomgangsdyse, men skidtet brød ikke sammen og hurtigt blev der overhalet. Maskinen kørte virkeligt godt og var både meget stiv i stellet og havde gode bremser. Der var en rigtigt god kamp med Kreidler Per, på hans smukke Van veen, en hurtigt Kreidler Cup ræser med guldfarvet tank og Anders Elsberg på hans Kreidler De Jager. Da der skulle overhales satte gearvælgeren sig dog og hvilket betød at der blev sakket lidt bagud, men efter et par omganges kamp blev både per og guld-kreidleren overhalet på noget nær sidste omgang. en samlet 9. plads, næste gang æder vi dem allesammen! Vidunderligt!


 

Der er ingen tvivl om at der er et kæmpe potentiale i maskinen. Over vinteren skal der klemmes en 24mm mikuni på og der skal dyses ordentligt og hele maskinen skal gåes efter. Forhåbentligt får vi også penge til at bygge en mere så vi for alvor kan blive et rigtigt team.


Af hjertet tak til sponsorer og støtter!
Yahooo! Ræs!


Mega fed weekend og mega fedt at man rent faktisk kan få en fiks ide i en brandert og så et år senere ræse rundt på en bane! Tak til alle der har doneret og sponsoreret eller bare rygklappet lidt! Uden jer ville der ikke være sket en skid!
Mere ræs i 2015!

 

Team Teufel Racing Team

Teufel Racer – Fart, hæder og ære! from Projektland on Vimeo.

Første test

Søndag blev det tid til den første test af vores ræser. Der er skub i maskinen!

Team Teufel Racing Team from Projektland on Vimeo.

Der skal stadig pilles ved et hav af småting. Karbureringen skal i den grad hjælpes på vej, desuden skal vi vist have 20mm mere af forgaffelen og kåbeglas skal passes på inden det hele skal males flot. Det bedste ved det hele er dog at den kører og i den grad virker lovende! Yahooo!

Teufel Racing debut!

Der er gang i det lille værksted. I weekenden d. 13.-14. september skal Team Teufel Racing første gang deltage i et rigtigt ræserløb på Jyallandsringen til Classic TT DK. Der er rigeligt at se til, men vigtigst er at få ræseren til at spille helt. I forhold til at gå og rode lidt med Kreidleren, er der rigtigt meget at se til når man skal lave det hele selv. Det har taget evigheder at få styr på nav, hjul, forgaffel for slet ikke at tale om motor og kædeløb, men lidt efter lidt begynder det at ligne noget. Vi har lært en masse i processen. Der skulle laves kabler fra bunden, flettes hjul, svejses, bukkes rør, tænkes på styregeometri, affjedring og meget andet godt, men nu er vi ved at være der hvor vi tør tage en testtur. Der mangler stadig masser af små detaljer og selvfølgeligt et glorværdigt paintjob, men med lidt held når vi det hele.
Forresten er vi helt enormt fattige og har ikke penge i Team kassen til maling eller transport til banen. Hvis nogen af jer vil støtte os med en lille skærv, så er i hjerteligt velkomne. Der er info i bunden af dette blogindlæg.
Fine sager! alle delene er efterhånden blevet klyttet på, nu bliver det spændende at se hvad der først falder af.

Der sker en hel del når man er 3-4 mand der skruer. Her svejser magnus, mens Stange sliber ‘kædeskærmen’ til.

Magnus er vores helt med hensyn til det mere finmekaniske. Den gode gamle teufel ånd med at klippe dele ud af gamle øldåser og sikre det hele med en god sjat gaffa dur ikke altid.

Men der kan stadig Teufles.

Det glade skrue-team. Nicolas savnes i opstillingen

Ohlala! simson motor, Emot stel, honda forbremse, simson bagbremse. 16 heste skulle være god for omkring 160 på toppen.


Vi stiller op til det superfede Classic TT DK på jyllandsringen. Kig forbi i pitten hvis du er i nærheden!


og slutteligt. Teufel Racing kassen er ekstra tom for tiden. Vi har ikke råd til maling, eller transport til jyllandsringen. hvis du kan undvære en klink (eller kender nogen der kan!) så er ethvert tilskud lige det der skal til!

Kronrørs-hygge


Vi har travlt med at få gang i ræserprojektet. Der skal gerne høstes lidt medaljer i år og lige nu er ved ved at være nået der til hvor vi har masser af fede stumper og arbejdet med at få det hele til at hænge sammen for alvor skal igang. Vi fik efter lidt bøvl skaffet fine nye rullelejer til vores Honda NSR50 forgaffel. Så var det tid til at alliere sig med Maskinmester Martin og få drejet pimpin cool bøs (oh yes..) så forgaffel og stel kan indgå i smuk forening.

martin har en fin hule i Nordvest, hvor der kan drejes i metal, fortælles løgnehistorier og drikkes en øl i ny og næ. Efter lidt tilløb fik vi drejet et bøs der kan holde lejet i bunden af kronrøret.
Man kan lige skimte stål-lejeskålen i det lysere alu. Det hele fandt sin vej med hjælp fra den fine Whackadoo til højre.

 

Tadahhh! Det hele hænger sammen efter en god aftens arbejde.
Det næste skridt er at få afkortet gaffelen. På dette billede er der ingen fjeder, eller indmad i gaflen. Vi regner med at der skal mellem 50 og 75 mm af gaffelbene. 

Simson motor og 16 heste i hus!


  Vores fundraiser fest gik ikke stille af sig. Hundredevis af måbende lemmedaskere fór rundt som gale og købte øl og andet skrot i lange baner. Desuden var der godt gang i musikken og det lykkedes at få skrabet godt og vel 14.000kr sammen. Den motor vi har udset os til ræseren, en tunet Simson motor fra de gode folk ved Langtuning, koster dog omkring 15K inkl udstødning, tænding og karbu. Heldigvis fandt vi dog en mand i sydtyskland der havde lidt de samme planer som os, men ikke kunne bruge han egen nyindkøbte simson motor i det stel der var blevet investeret i. Så afsted med lidt penge til ham og hjem kom en drøm i Alu, blik og stål.

Hele Herligheden. En gammel simson motor med forstærket krumtap, kobling, primærdrev. 5 trins gearkasse, PVL tænding, mikuni karburator og fin ekspansionspotte.

Chief engineer Nicolas inspicerer det østtyske guld
næsten 16 heste er motoren rullet til. Lad os nu se hvad vi kan hive ud af den. Under alle omstændigheder er det her nok det vildeste vi kan skaffe der ikke er vandkølet eller med drejeventil så vi er godt igang

 Nu har vi således en slem motor, Det bedst tænkelige stel, en udemærket forgaffel og forhåbentligt gode bremser så det begynder at ligne noget. Der er dog et stykke vej igen, men vi håber at kunne prøvekøre svinet til Teufel Bash d. 10 maj. Nu skal der flettes hjul. Fikses forgaffel. Drejes bøs til kronrørslejer. Der skal desuden moteres motor og bagnavet skal drejes ned, så der er nok at se til. Vi er dog jublende lykkelige for alle dem der støttede projeketet til festen og på alle andre tidspunkter. Det her skal blive spændende!

    

Nu skal puslespillet samles og at få rigtige eget og den slags har indtil videre været en interessant process.

Teufelræseren får (et) hjul

Planerne med at komme ud og køre klassisk ræs i 2014 drøner derudaf. Vi har stadig ikke fået samlet knaster nok sammen til en tunet motor, men det kommer forhåbentligt snart (sæt kryds i kalenderen d.8 februar, der holder vi fundraiser fest!). Indtil motoren er i hus er der dog meget andet vi kan pille ved. Fra Bjarke’s stash af Puch M50 stumper har vi fået et fint bagnav og enkelte af de efterhånden mange upassende egersæt vi har indkøbt passede på dette nav. Søren Lacour gik straks gang med at flette hjul.
Ege-mareridtet lyser ud af manden. Vi havde købt eger i den tro at de kunne passe på vores 180mm fornav med 18 tommer alufælg, men ak. Den gik ikke. De passede dog på bagnavet.

Efter en lang kamp med at regne mønsteret ud gik Lacour igang med at spænde hjul op. Det var første gang han forsøgte sig, men manden er jo ingeniør, så det var en smal sag….

Smilet tittet frem. Hvis det viser sig at vi skal justere i forhold til kæde og den slags så må vi igang igen, men nu ved vi at egerne passer. Lacour fik med stor tålmodighed hjulet kuglerundt!

Tadah!!! Lacour er stolt og Philiph kigger afventede på…hvad er det nu man fejrer et nyt hjul med?

nå ja…afbrænding af nyindkøbte Super Böller fra Nytåret i Tyskland.

På med hjelm, på med kanonslag.

Fingrene i ørerne Philiph!

And so it Begins! Teufel Racing FTW!

Som alle ved så er ræs det fedeste i verden. Her på Teufels instituttet flyder ræs tykt i årene. Derfor bruges enhver anledning også til at give de stakkels knallerter gevaldig med gas. Nu er det dog tid til at blive seriøse! Der skal bygges en slem slem 50 cc klassisk racer! Planen er at katapultere maskinen til sejr ved hjælp af en tunet Simson motor (stærk og billig) og forhåbentligt skaffe pengene igennem tilskud fra alle der har lyst! Alle der sponsorer mere end en 50’er får deres navn på siden af kåben og kommer med i den ekslusive bande af folk der har deres egen personlige racer konkurrende i Nordisk mesterskab for klassisk 50 CC maskiner! Vi har solgt ud af beholdningen af Puch Maxi’er og andet godt for at kunne skaffe penge til et stel fra EMOT racing i Holland. Nu mangler vi bare hjul, motor, forgaffel, bremser, kåbe, tønding, udstødning, maling og nok en million andre ting og så er vi klar til ræs!
Stel fra Emot Racing i Holland

For at gøre det muligt med tank og stel blev der spyttet godt i kassen fra Teufel-fællesskabets side

Vromdibang!

Newer posts

© 2018 TEUFELSKERLE

Theme by Anders NorenUp ↑