En ny knallert i stalden

Mandag blev dagen, hvor vores pladstrængte værksted fik endnu en beboer. Et stk meget billig Kreidler var spottet på dba.dk og den Kreidlerløse Jonas var fyr og flamme. Godt nok er han nu ejer af en enestående Hercules, men siden den skæbnesvangre aften i efteråret, hvor Teufelskerle blev to Kreidlere fattigere, har Jonas ikke været den samme. Aften efter aften har han stået i værkstedet og bedt til de mørke kræfter, mens han som en anden Dr. Frankenstein har samlet assorterede henlagte Kreidler-dele sammen, for at genoplive drømmen om den vesttyske wundermachine (“It’s aliiiiveeee!!!… der mangler bare lidt kærlighed og en 17-18 ting fra eBay”)


Købesummen blev rekvireret i nærmeste pengeinstitut, aftensmaden bestående af meget tørre ostemadder købt hos en Spar-købmand blev fortærret og langt om længe blev vidunderet beundret.

Køreturen til Kyndbyhuse var mørk, knudret og klart en knallerttur værdig, når foråret er kommet lidt nærmere. Bilen var lånt elskværdigt ud af Drendo, der før selv har pakket en Kreidler ind i den lille bybil. Få meter før Van Damme Camp-mobilen kørte i Issefjorden lyste en lanterne op og et venligt ansigt i en døråbning viste, at vi var det rette sted.


En næsten succesfuld testtur overbeviste Jonas om det uundgåelige, og dermed var næste skridt at få Florett’en ind i kareten.

Der er tale om en dansk Kreidler Florett TM fra de tidlige 70’ere. Den er hjemmelakkeret men i god mekanisk stand og ikke særlig megen rust. Den har skavanker hist og her, men intet der ikke kan overkommes med lidt tid og snilde. Undertegnede fotograf har deværre erhvervet sig en forskubbet ryghvirvel, men heldigvis trådte vor kære sælger til og gav et nab med i forhold til at skille bæstet en smule ad og sidenhen kante det ind i automobilet.


Alle de timer med Tetris på Gameboy’en var ikke forgæves.

Hjemme i klubben igen fik vi næsten straks gang i maskinen og på nær lidt karbureringsvanskeligeheder og den meget “danske” motor, så kører den som en drøm. Et imponerende “crisp” gear skifte og en blid tysk spinden fra den blæserkølede motor vidner om godt potentiale.



Der er gang i værkstedet i aften, så på Jonas’ vegne må jeg opfordre alle til at kigge forbi og beundre maskineriet og få lagt lidt tid i egne kværne, så vi snart kan komme ud og trille i det forestående forår. Rygtet siger at selveste Drendo vil kigge forbi og skrue på hans evigt flotte moped.



Lidt skruen, et let tryk på kick-starteren… og wrooommmmm!

1 Comment

  1. Jeg ved ikke hvor det står skrevet, men der en nærmest uhyggeligt tendens til at knallerter skal købes i fem graders frost i stormvejr under en svag gadelampe på et fortov der hvor verden ender…

Skriv et svar til Olle Annuller svar

Your email address will not be published.

*

© 2022 TEUFELSKERLE

Theme by Anders NorenUp ↑