På 2 hjul i det nordlige Thailand 2012

På to hjul i det nordlige Thailand


Beslutningen om at tage til Thailand i slutningen af januar 2012,  blev truffet engang i novembermørket. Jeg har en gang før rejst i Asien medens den hjemlige vinter rasede og sendte os i frostboksen. Det var i Vietnam og det var et hit. Dengang holdt jeg juleaften sammen med to svenskere, på en tysk restaurant, hvor vi spiste flæskesteg med rødkål. Siddende på en plasticstol beregnet til dværge, iført shorts og t-shirt og akkompagneret af læssevis af Tiger Beer. Ahhhh …  wie schoen! Det var iøvrigt der, hvor min kærlighed til motoriserede to-hjulere opstod. Nå, men med Vietnam i tankerne bestilte jeg en rejse til et andet asiatisk land og valget faldt på Thailand.

Så langt så godt. Planen var – to dage i Bangkok, 4 dage i Krabi på en strand med noget dykning og halløj, og så 6 dage i det nordlige Thailand, hvoraf 4 skulle bruges på en MC. Jeg synes selv det var en god plan jeg havde brygget sammen.

Bangkok var rimeligt overvældende og larmende. Men også spændende og dynamisk. Det mest dynamiske jeg oplevede, var en tur bagpå en motorcykeltaxi i myldretid. Jeg har desværre ingen billeder, da jeg brugte alle kræfter på at holde fast i motorcyklen og klemme alle kropsdele sammen. Man er ca. dobbelt så stor som den lille fører af motorcyklen, og rager dermed et godt stykke ud i alle retninger. Ikke specielt trygt. Min kusk var en gut på ca.20 med noget, der for mig, så ud til at være et veritabelt “deathwish”. Han jernede ud og ind mellem alle bilerne, motorcyklerne og busserne. Han præsterede at køre imod noget, der minder om ensrettet, og elskede at køre på de dobbeltoptrukne midterstriber – helst klemt inde mellem busser og alle mulige andre køretøjer. Han præsterede også at tale i mobiltelefon flere gange på den tur!! Men han kørte sgu imponerende behændigt rundt Bangkoks trafik. Det var sjovt og nervepirrende og kan klart anbefales, hvis man vil have en oplevelse for livet på de kanter.

Krabi og strandlivet springer vi over. Konceptet med strand og afslapning klinger umiddelbart godt. Jeg havde bare glemt, at jeg ikke helt fungerer på en strand. Jeg bliver hurtigt rastløs. Og så var jeg tilmed havnet et sted med sindssygt mange børnefamilier og par. Jeg kedede mig, drak øl, så på solnedange, blev forbrændt og kedede mig lidt mere. Jeg kedede mig faktisk så meget, at jeg end ikke orkede at tage billeder. Efter 4 dage fløj jeg nordpå. Og så blev det hele meget bedre!!!

Chiang Mai er et godt startsted for motorcykelture og mange benytter sig af det. Chiang Mai ligger langt mod nord i Thailand, ikke langt fra grænsen til Burma og Laos, og er på den måde en del af “The Golden Triangle”. Det er sikkert et eller andet historisk man bør kende til, men det gør jeg ikke. Golden Triangle ligger dog også navn til en meget hjælpsom hjemmeside – www.gt-rider.com, hvor man kan få alskens information om motorcykelting i Syd-Øst Asien. Jeg havde læst på lektien hjemmefra og besluttet mig for at køre et loop, der hedder  the Mae-Hong-Son loop. Det er et loop på ca.1000 km, og sikkert både mindre og mere, alt efter hvordan man planlægger det. Jeg havde 5 dage til at køre mit loop, og det viste sig at være nok, hvis man brugte 5-6 timer om dagen på cyklen. Første mission ved ankomst til Chiang Mai var at finde et kort over loopet og leje motorcykel …

Kortet fandt jeg i et antikvariat i det centrale Chiang Mai

Den ejes af en sjov irer, eller noget i den dur, som på det bestemteste fortalte mig at “you are to fucking old to be in Pai (en by jeg havde tænkt mig at overnatte i). It´s crowded with young hippies. I lived there and I was like a fucking geriatric patient up there”. Alt imens Thin Lizzy bragede ud af højtalerne. Sympatisk fyr.

Næste mål var en motorcykel og den fandt jeg her hos Mr.Mechanic

Alle firmaerne har en eller anden form for forsikring på deres MC´ere, men Thaierne taler ikke super godt engelsk, så jeg var ikke helt sikker på, hvad forsikringerne inkluderede. Hos Mr.Mechanic lover de (angiveligt som de eneste), at de kommer og reparerer ens motorcykel, eller erstatter den, uanset hvor man er henne i det nordlige Thailand. Og det lyder tillokkende, når man som jeg, planlægger en solotur på jernhesteryg. Så, ja tak!! Et andet sted fortalte en Thailandsk Elvis-klon med masser af bling om halsen og mørke solbriller, at skete der noget længere end 50 km fra Chiang Mai, så var det mit eget problem. Ellers tak!! Så hos mr. Mechanic lejede jeg den her cykel til den nette pris af ca. 150 kr om dagen  …

En kawasaki 250 ccm D-tracker med gadehjul. Dejlig maskine …..Vroom, vroom

Dag 1 på mc begyndte med continental breakfast – to stk. toast, juice, kaffe, og så studere kortet

Jeg havde besluttet mig for at køre nordpå, op i bjergene, igennem den forskrækkelige hippie-by Pai,  og så overnatte på et sted, der hedder Cave Lodge (Ireren havde anbefalet mig stedet). Så efter morgenmaden var det med at komme ned til udlejer, hente cykel og så afsted …

“Sikkerhedsudstyret” bestod af en Biltwell-hjelm, shorts, sko, en mc-jakke (trods alt) og et par knæ-beskyttere fra Black Diamond, som jeg bruger når jeg står på ski. Senere hen smed jeg jakken fordi det blev for varmt. Ja, ja jeg ved det. Ikke så smart. Men når man ser hvad de lokale kører rundt i (shorts og tophue) så virkede jeg jo nærmest overforsigtig! Spøg til side – jeg var glad for, at jeg havde jakken med!!

Det tog mig et par forsøg at komme rigtigt ud af byen. Der var lige lovligt mange ensrettede veje og rundkørsler. Og jeg skulle lige vænne mig til at der ikke rigtigt er nogen trafikregler. Men kan man køre på cykel i det indre København, så kommer man forbavsende hurtigt efter det. Efter et par mislykkede forsøg kom jeg efterhånden ud på den rigtige motor-trafikvej. Det er helt vildt så forurenet der er, og man kører virkelig rundt i tyk sort røg. Så mit første mål var at komme væk fra hovedvejen så hurtigt som muligt.

Efter et par timers kørsel. Efter at være kommet af hovedvejen. Efter at have fået fornemmelsen af cyklen og fået den velkendte, savnede følelse af frihed på 2-hjul ind i kroppen, måtte jeg fejre det med en kop kaffe i solen. Juhu – jeg er på vej.

Bare når jeg skriver det her og kigger på billederne, så kan jeg mærke følelsen igen. Sol, blå himmel, sving, dufte, landskaber der suser forbi og folk der smiler og vinker.  Det er så fedt at være afsted på 2 hjul!!! Forår kom nu. Du kan godt …

Næste stop på vej til Cave Lodge blev en “turistattraktion”. Nu var jeg jo turist og tænkte at jeg hellere måtte se noget af den smukke natur. Så jeg slog et sving indenom en nationalpark for at se nogle thailandske geysere. 5 km ned af en støvet og hullet sidevej, og 500 meter inde i en skov, finder jeg endelig det der bliver lanceret som et “naturens mirakel”

I realiteten et lille hul i jorden, ude i en bæk, hvor der så strømmer noget varm luft op igennem. Hmm … det var så turens første og sidste turistattraktion. Der er sikkert nogle flotte vandfald og halløj, men jeg havde prøvet lignende skuffelser i Vietnam, så resten af tiden blev brugt på at opleve naturen på motorcyklen.

På vej væk fra det boblende vandhul, møder jeg en åndsfælle, der kører på en noget mindre maskine, og med en anelse mere habengut på sit køretøj.

Jeg var imponeret. Der gemmer sig vist en maskine nedenunder alle taskerne og stativerne!

Herfra går turen over stok og sten gennem bjergene med retning mod Pai og Cave Lodge

Jeg kører igennem Pai, og får ikke lige taget nogle billeder der. Men inde på en cafe, hvor jeg lige får noget at spise, møder jeg en dansk psykolog (fagfælle) som lige har været til noget masterclass indenfor psykoterapi i Chiang Mai. Hun har så valgt at bruge et par dage i den frygtede hippie-by Pai. Vi sludrer en times tid. Hun er ret sjov. Men jeg må videre, da jeg gerne skal ud af Pai og til Cave Lodge inden det bliver alt for mørkt og hippierne kommer!???  På vej ud af Pai tænker jeg, at det var sgu et meget interessant møde og en god snak. Der går sådan ca.45 min og så møder jeg den næste coole person på min vej. På toppen af en bakke møder jeg Dave. Først udsigt fra bakken … sweet! Og så Dave

Dave er en pensioneret TV-journalist som ved et tilfælde købte et hostel i Pai i august måned 2011. Han tager normalt til Japan, men så kom tsunamien og ødelagde de planer. Så i stedet tog han til Thailand og kørte lidt rundt. På et tidspunkt opholder han sig i Pai, hvor der så er en Thai, der tilbyder ham at købe et hostel. Da han er pensioneret og ikke har noget, der holder på ham i Australien, køber han det. Han køber så også en Kawasaki Versys 650, som han ligger og kører ræs på i bjergene. Det skal lige siges, at der ER rigtigt mange fede sving, så det er helt forståeligt med lidt ræs. Han kommer op på toppen af den bakken hver dag for at få en kop kaffe og nyde solen. Han har kørt en masse mc, sejlet en masse og fortæller hvordan han engang skamkørte en Hayabusa oppe ved Darwin. Han solgte den dog igen af helbredsmæssige årsager. Dave er en virkelig flinker fyr, med mange sjove historier og en vis livsklogskab. Og han roser mit valg af maskine, og det skal han ikke høre ondt for. Så hvis man nu kommer forbi Pai og gerne vil bo der, så tror jeg at Daves hostel, Evergreen, er et rigtigt godt bud. Jeg ville gerne sludre meget mere med Dave, men solen var ved at gå ned, og jeg havde lidt travlt med at finde frem til Cave Lodge. Så afsted med mig og farvel til den pensionerede australier. To coole mennesker inden for 3 timer, bringer et smil frem på læberne …

To the Cave Lodge

Cave Lodge er også ejet af en australier. Det er sådan et øko-sted, hvor man føler man bor oppe i træerne, selv om det ligger på en skrænt. Det har chill-out bænke, chill-out borde og er i det hele taget et sted, hvor man virkelig får lyst til at chille og hænge ud i en uge eller 2. Det er et megafedt sted at bo, og maden er helt fantastisk. Her møder jeg Jennifer (billedet) fra Texas, som er på noget Yoga-ferie og i Asien for at finde sig selv, efter lidt for mange stoffer og alkohol. Hun er ret spændende og helt fornuftig at tale med. Hun inviterer mig på pump-gun shooting og barbeque skulle jeg komme forbi Texas! Jeg møder også Steffen fra Berlin, der taler meget om Sacred Geometry og Fibonacci tal. Han leder også efter noget. Spændende 1.dag, og jeg går ud som et lys da jeg går til køjs!

Dag 2 på MC begynder med morgenmad i Cave Lodge, og Jennifer spørger om hun ikke må køre med  til Mae-Hong-Son. Det er den by der har lagt navn til ruten, og den skal jeg igennem den næste dag. Det er bare hyggeligt med lidt (kvindeligt) selskab. Så kl.10 begiver vi os afsted. Hun på 110 ccm og jeg på Kawaen. Undervejs må jeg indimellem vente lidt på hende, men det er cool …

På et tidspunkt synes Jennifer at vi skal se et vandfald. Jeg er lidt skeptisk da jeg har dårlige erfaringer med “turistattraktioner”. Men man må jo være åben og prøve noget nyt. Da vi køber billetten, fortæller den flinke mand at vi skal køre 9 km ind i buskadset og af støvede veje for at komme derhen. Eller, det siger han ikke, men det går snart op for os, at vejen derind er helt off-road. Jeg har mine gadedæk på, og hendes er ikke meget bedre. Jeg kører forrest og kan på et tidspunkt mærke at cyklen er ved at skride under mig, ned af bakke, på et gruset underlag, i et sving. Jeg holder tungen lige i munden og kommer ud af svinget. Jeg tænker på hvordan Jenni klarer den, og idet jeg stopper cyklen og vender mig om, kan jeg se at hendes motorcykel ligger ned, uden fører på. Hun har smidt den fra sig, da hun begynder  at skride. Der er ikke sket noget med hende, men cyklen har fået nogle skrammer. Jeg stiller min cykel (billede herunder) og tjekker op på hende.
Hun er cool nok og vil gerne fortsætte. Vi fortsætter lidt endnu indtil vi møder et lille flodleje, hvor ingen har kørt igennem i 100 år og en madpakke. Bunden er helt fedtet. Vi kan sagtens komme igennem, men beslutter os for at vende om. Tingene begynder at blive lidt for besværlige og så pjattet er jeg heller ikke for at se et vandfald. Samtidig med dette vil jeg også gerne videre end Mae-Hong-Son i dag. Så vi vender om og kører mod Mae-Hong-Son. Lige før vi kommer ud på vejen igen tager jeg billedet af cyklen i naturen. Der er 27 grader og solskin … og jeg har smidt jakken!!
Vi ankommer senere på dagen til Mae-Hong-Son og spiser en sen frokost. Da vi er færdige er kl.14, og lige pludselig får jeg travlt med at komme videre på ruten. Jeg skal gerne nå til Khun Yuan, der ligger sådan ca.2 timers kørsel fra Mae-Hong-Son. Så jeg siger farvel til Jennifer, der kører tilbage til Cave Lodge. Hun skal på en caving-tur næste dag. (Hvis nogen skulle føle sig inspireret til at bo på Cave Lodge på et tidspunkt, så sæt tid af til det. De arranger caving-ture, kajak-ture, og trekking og så er selve stedet også vildt fedt).
I krydset lige inden jeg når Kuhn Yuan 
Her beslutter jeg mig for at køre videre mod Mae-Chem i stedet for at blive i Khun Yuan. Jeg har simpelthen brug for at køre mere. Klokken er her 16, og jeg regner med at jeg kan nå til det næste “bed and breakfast”- sted inden solen går ned kl.18. De næste par timer kører jeg til for at nå det. Det er ret fedt. På en måde kan jeg godt lide at køre lidt om kap med solen. Der er bare et problem. Skiltningen er generelt ret dårlig. Det hele står på Thai og det fatter jeg jo intet af. Og så er skiltningen sparsom. Så indimellem har jeg svært ved at finde ud af, HVOR jeg er på ruten. Vejene bliver dårligere med store huller i, og jeg er tiltagende glad for min off-roader. Der er sindssygt smukt i bjergene, så det er en fed tur. Solen er ved at gå ned, og jeg når lige at vende mig og tage nogle billeder.
Lige inden solen forsvinder helt og det virkelig bliver mørkt når jeg mit bestemmelsessted!
Et lille “bed and breakfast”-sted som ejes af disse to velmenende mennesker

Jeg får min egen lille hytte og parkerer cyklen udenfor. Overnatningen koster her 60 kr. Meget budgetvenligt sted. Men så også med jagt-edderkopper på størrelse med huskatte.

Nå, men hvis nogen skal bo her, så skal de altid have penge på sig. Jeg kom for skade at glemme mine penge i hytten, mens jeg sad i deres spisestue og fik aftensmad. Umiddelbart efter maden, ville de have pengene for mad og hytte. Jeg havde ikke nok på mig, og forsøgte at forklare at jeg skulle hente penge i hytten. Yes, 300 Baht for room. Food 60, Baht. Yes, but I have to go to my room to get more money. Yes, room 300 Baht. De forstod ikke en lyd af, hvad jeg ville og pludselig begyndte de at råbe højere og højere og fik vilde øjne. Måske de troede at jeg ville snyde dem. Det lykkedes mig til sidst at hente penge. Men så kunne de ikke veksle, og havde svært ved at regne. De skændtes med mig, og med hinanden og det hele var på vej op under loftet. Det var først da jeg overtog regnskabet, hans penge og mine penge, og fik det ordnet at de blev helt milde igen. Puha! Efter det glædede jeg mig til et bad og til at ligge i en seng. Jeg faldt hurtigt i søvn.

Dag 3 på MC  vågnede jeg meget tidligt på grund af de her sataner …

 

Kaglende høns og haner der starter kl. 05.30. WTF! Og ikke nok med det. De henter forstærkninger fra alle deres brødre og fætre inde i landsbyen. En hel koncert med galende haner. Og vent, hvad er det bagerst i lydtæppet. Jo, den er god nok. Svin, der grynter. Jeg åbner vinduet og ser i tusmørket, at jeg er havnet midt i Animal Farm. Argghhh! Jeg er omringet af larmende husdyr. I med ørepropper og jeg får lidt mere søvn. Da det bliver lyst skynder jeg mig at pakke motorcyklen, vinker høfligt farvel til værtsparret og skynder mig ud på vejen til de vordende munke på ladet af en bil.

Dagens plan er at køre igennem Mae-Chem, ned på hovedvejen imod Chiang-Mai og så dreje op i bjergene igen. Jeg vil lægge et lille ekstra loop ind, som dog involverer noget kørsel på dirt-road. Jeg har gadedæk på, men vælger at tage chancen og håbe på, at jeg ikke vælter alt for meget rundt og laver alt for mange ridser i lakken. (Hvis man kan planlægge det bedre end mig, så ligger der nogle fede overnatningsmuligheder omkring Mae-Chem. Hellere dem end det her lille “bed and breakfast”. Det var fint nok, som en nødløsning i mørket). Jeg vælger ikke at køre op til Doi inthannon som er det højeste bjerg på min rute, og måske i det nordlige Thailand (2565 m). For det første er det skyet og tåget og for det andet kører der hele konvojer med Thailandske turister, der er på vej mod toppen Det kan jeg ikke overskue og kører nedad mod Chiang-Mai. På mit nye “lille loop” kommer jeg forbi sådan nogle moppedrenge her

Den rute jeg har valgt bringer mig højere og højere op, og der er absolut ingen andre turister end mig. Og jo længere jeg kommer op i bjergene, jo mere kigger de lokale på mig.

Jo højere man kommer op, desto mere består vejene af brosten, afbrudt af grus og dybe huller. Det er helt fantastisk at være heroppe. Det er meget smukt, og der er meget stille i forhold til nogen af de andre steder jeg har været. Der er kun mig og så de lokale. Jeg spørger om vej flere gange, og de peger i øst og vest. De lader som om de kan læse kort, og det kan de ikke. Jeg tror simpelthen at nogen af Thaierne faktisk aldrig har set et. Men jeg har efterhånden en meget god fornemmelse for, hvor det lille pas jeg skal krydse er henne. Og det ender da også med at jeg finder det, og kommer ud på “dirt-road”.

 På billedet ser det jo ikke slemt ud, og det var det egentlig heller ikke. Der var enkelte steder med huller, vand og grus. Men ikke noget som cyklen ikke kunne klare. Jeg krydsede bare fingre for at jeg ikke fik en punktering derude. Det gjorde jeg ikke. Det hele lykkedes. jeg kom igennem og fandt mit overnatningssted. Da havde jeg kørt fra 9 morgen til 5 eftermiddag med enkelte pauser.

Udsigten fra værelset

I det hele taget et meget fint sted, med god udsigt til bjergene

Der er en ting jeg ikke forstår i Thailand. Når man driver med gæstgiveri, hvorfor skal man så partout have alle mulige mærkelige dyr rendende, som siger mærkelige lyde. Hvis det ikke er høns, eller svin, så er det frøer. Det viste sig, at de uden for mit vindue havde sådan en lille dam med noget, der må have svaret til 20 velvoksne frøer, eller tudser. De sad og kvækkede den halve nat. Nå, men jeg fik da sovet lidt og jeg nød udsigten.

Dag 4 på Mc. Her var planen at jeg bare skulle trille ned til Chiang-Mai og indlogere mig på hotel. Jeg var lidt tidligt på den i forhold til min turplan, men det var nu også meget rart, så jeg ikke skulle storme direkte ud i lufthavnen. Jeg ankom en dag for tidligt til Chiang-Mai. Og brugte dagen til at gå på cafe, hygge mig, aflevere cykel, Thai-massage, pakke taske, stornyde shorts og t-shirt vejret og hvad man nu ellers kan finde på. Jeg må sige at jeg var virkelig glad for at køre på min Kawa D-tracker. Fed cykel når man skal ligge og svinge så meget. Let at få rundt og når man sjældent kører mere end 80, var det rigeligt med hypper til mig.

Alt i alt en fed tur. Den var bare for kort. Jeg havde brugt for mange dage på stranden (øv, øv). Det er mit andet roadtrip på MC. Det første var i sommeren 2011, hvor jeg kørte alene rundt i 14 dage i Californien på en gammel Yamaha Dragstar. Og jeg må sige, at jeg er blevet bidt. Det er simpelthen så fedt at holde “ferie” på motorcykel. Når jeg først kommer afsted og op på motorcyklen, så har jeg svært ved at komme af cyklen igen. Jeg kunne godt tænke mig flere ture i Syd-Øst Asien. Og jeg kan også anbefale det. Det er smukt, det er varmt, det er billigt at leje og køre mc, når man først er landet derude. Men der er jo også mange andre steder og muligheder

Cheers – over and out!

Søren

3 Comments

  1. Fedt fedt!! 🙂

    Giver masser af rejselængsler…. Har selv planer om en tur i 2013.

  2. pissefedt Søren! Fede billeder og masser af info. Tak for det. Håber at snaeed snart smelter så man kan komme laangt væk på maskinen! Snakkes
    Jonas

  3. Fedt Psyko-Søren, jeg varmer op til 14 dage i californien/Nevada. Og tshirt med knæbeskyttere. fedt, min kæreste arbejdede et par måneder på et hotel i thailand hvor det hed White-mans tattoo når man lige var skredet i svinget;) Men det lyder som en rigtig sjælefrisker du har været ude på.

Skriv et svar

Your email address will not be published.

*

© 2022 TEUFELSKERLE

Theme by Anders NorenUp ↑