Den Store Knallert Vandring 2014 ånder os alle i nakken, og der er vanen tro meget der skal nås. Utroligt nok bliver maskinerne stærkere og stærkere hvert år. Man skulle tro at det forholdt sig omvendt, men hundrede, ja tusindvis faktisk, af timer brugt i værkstedet kan mærkes, og de sidste par år har vi været mærkeligt forskånet nedbrud på årets store tours. Det er dog ingen grund til at hvile på laurbærbladene for en Teufel, der som bekendt altid er årvågen, fremsynet og pæn. Der er ting der engang var nye som er blevet gamle, og gamle ting der er blevet antikke, og derfor må der nye dele til. Herunder er der f.eks. Suki’s monster af en Hercules, hvor ikke meget er tilbage af den maskine der i sin tid blev købt ind. Inden touren i år er blevet skiftet: Udstødning, forrør, kronrørslejer, dæk, slanger og baglygte. Yowsa!

“Men dæk igen?!” husker du, og sagen er klar for en Teufel. Efter 10.000 km (ca. et halvt års kørsel) med absolut Vollgas hele tiden, er selv de mægtige Michelin M45’ere slidt så langt ned, at man er nødt til at slække på gassen i svingene. Det kan vi ikke have, og da Touren i år går til Sverige, kan man ligeså godt få sig nogle knoppede M62’ere, så man også kan køre Vollgas på grusvejene. Fantastiske kilometre forude!