Så blev der slået en ny sål på

I over et halvt år har jeg haft et par dejlige Bridgestone Battlax liggende i værkstedet, et dejligt moderne dæk købt under anbefaling fra Jonas. De har måske ikke den helt klassiske profil, men når det kommer til greb og holdbarhed skulle de være i top – og måske er det mest klassiske at skøjte rundt på stenhårde revnede dæk og klaske i asfalten i ny og næ. Pointen er at jeg har valgt med fornuften frem for den æstetiske sans for første gang i det her projekt, så vidt jeg husker.


Siden jeg købte SR’en har jeg også haft et 18” forhjul liggende parat, som skulle udskifte det 19” der sad på. Så bytte-bytte-købmand med skiver og speedometerdrev og en god omgang fedt.

Vejret var fint, så vi stod tre gutter og skruede i gården i den friske luft – ahhh. Sveden kom lidt frem da det gamle dæk skulle af 18” hjulet, men efter af have løsnet kanttråden i skruestikket og med en ekstra hånd, lidt dækjern og WD40 så kom det af. Det nye dæk nærmest smuttede på (i hvert fald sammenlignet med mit mareridt om det), og jeg fik det monteret færdigt uden brug af dækjern, til stor tilfredshed for den nye slange.


Vores nye værksted er ikke bare godt indendøre, men de nye udearealer er perfekte med læ, lys og masser af køreplads.

Mørket faldt så småt på men efter at nyt hjul med nyt dæk var smidt på, måtte jeg simpelthen hive den sidst bonus frem fra gemmerne – en ny, men dejlig old school alu forskærm med stivere. Den gamle 70’er skærm med den skræmmende revne fik dødsstødet og med forholdsvis meget roderi blev den nye skærm monteret. Den har en ultra smal profil og frigangen er ikke for tøsedrenge, men det ser ud til at gå. Og ja, det pynter meget og komplimenterer resten af looket perfekt. Men ja, træerne gror ikke ind i himlen, for baghjulet er stadig gammelt hårdt. men det skal jeg snarest få gjort noget ved og evt. smide nyt kædekit på samtidig.


Forskærmen og dækket fik deres ilddåb her dagen derpå i en god omgang regn – jeg var tilfreds! En lille ekstra bonus ved projektet er at geometrien er ændret en smule, hvilket giver en lavere forende og lidt mere vandrette linjer, og måske indbildt en lidt rappere styring.

4 Comments

  1. Jeg tror nu ikke det er ren indbildning, at det giver bedre køreegenskaber, at gå en tomme ned i fordæk!

  2. Nej – det var bare min egen beskedenhed der kickede ind. Synes også jeg kan mærke det. Men det giver jo også mening, når man tænker på at man leger med kronrørsvinklen, hvor selv meget små ændringer burde kunne føles. Jo stejlere, jo mindre “afslappet” følelse må være facit.

  3. plus, der er vel noget centrifugal vægt/kraft der bliver mindre, og derved nemmere at “krænge” hjulet til siden, og derved hurtigere styring… tror jeg!

  4. Ahh – yes – det burde også være en faktor. Vi lærer noget hver dag 🙂

Skriv et svar

Your email address will not be published.

*

© 2022 TEUFELSKERLE

Theme by Anders NorenUp ↑