Efter at have kørt rundt med gaffa-tape på lygten alt for længe, fik jeg i går endelig taget mig sammen til at skære det ekstra hul i min lygte, der ville tillade hele ledningskaoset adgang. Så nu er rynket sort gaffa erstattet med gigantisk bakelit kontakt og ampere-meter (ahhh old school). Ingen af dele er dog koblet til, men med tiden skal jeg nok finde et formål.


Da jeg nu alligevel havde fat i ledningerne skulle tændingslåsen fjernes, så med lidt smugkiggeri på ledningsnettet på Jonas’ SR fik jeg elimineret den.

Ja og der midt i billedet glimter jo noget… en ny bro fra Japan. Med lidt hjælp fra Redz por Vida i Holland fik jeg fat i denne smukke top-bro i poleret aluminium. Det ryder gevaldigt op, pynter og slanker og alt muligt andet – og det skulle det også gerne, når man nu betaler uhyrlige summer for sådan en klump sammenpressede øldåser.

Ja, en 7” H4 parabol kan med forbløffende lethed installeres i gamles Lucas lygter – se mit tidligere indlæg om det. På billedet er der også et sneak peak på min plan om at montere “knee pads” på tanken – først skal den dog slibes ned.
Som den kan ses ovenfor monterede jeg den første MZ-del på min maskine i går. Vores værksted har fået en ordenlig sending af de østtyske maskiner inden for dørene, så jeg fandt det passende at følge strømmen og give min maskine noget lir fra den anden side af muren. Den pågældende del er en H4 parabol med buet glas. Det har i et stykke tid gået mig lidt på at min nuværende parabol i lygten havde fladt glas, hvilket ikke var normen dengang morfar havde anderumpe. Så eBay kom til undsætning og hjalp mig med at få en endnu flottere lygte.
I småtingsområdet er der også sket lidt:
  • Batteriet er flået ud og erstattet af en kondensator, der skal opbevare lidt strøm for mig – det virker indtil videre perfekt og jeg har ikke bemærket nogen forskel efter skiftet.
  • Jeg har smidt en omgang stålsvamp i udstødningen, hvilket har gjort at jeg ikke længere starter bilalarmer eller får børn til at bryde ud i gråd. Det virker forbløffende godt, men skal vist lige tweakes lidt, da jeg har mistet lidt effekt.

Der stadig masser af opgraderinger i vente og stumper der bare venter på at blive skruet på, men næste mål er vist at få leget med karburatoren og dysen, så jeg kan få en lidt federe blanding og en maskine der ikke brænder helt så varm.