Svejsemands Zündapp C50 Sport

Søren Svejsemand er god ven af værkstedet og altid klar med en hjælpende hånd – der har sgu bare altid manglet et eller andet for at han kunne køre med, men nu har han på Holbæk stumpemarked fundet det perfekte ride. Vi har fået et lille postkort fra Søren

Stumpemarkedet i Holbæk bød på mange fine sager. Jägermeister, dele til mit folkevognsrugbrød, gammel ubrugeligt lort til alt for mange penge, men også en ny knallert til mig. Efter ca. 20 sek. forhandling blev jeg den lykkelige indehaver af en ikke kørende Zündapp C50 Sport, hvor der dog medfulgte en ekstra motor og et smadret tunsæt. Pris i alt 2500 kr.

Transporten blev klaret ved at læsse knallerten ind i et folkevognsrugbrød. Ikke noget der vakte udelt begejstring hos indehaveren af den fine bus med campingindretning.

Da først knallerten og jeg endte på værkstedet glemte jeg alt om mine andre 1000 projekter, for nu skulle der satme skrues knallert. Første mål og udfordring var at få maskinen startet.

Den tidligere indehaver har været en ørn til knallertmekanik og valgt så fine løsninger som at bruge tape og lim til at montere en ikke original 15mm dellorto fladspjældskarburator – ikke noget der fik liv i maskinen til trods for, at der var fin gnist. Faktisk var der brugt så meget lim, at det var blevet til en prop i karburatoren. Resultatet blev at jeg måtte lave min egen skuds ud af det skrot som alle værksteder bør have liggende. Op i drejebænken med et bøjet rør, dreje det ned til størrelsen på karburatoren, lave en flange der passer på indsugninge, svejse svejse og vupti jeg havde en ny studs og en karburator monteret.


Der drejes ny studs

Et par friske spark til kickstarteren og maskinen var i gang….. succes! Eller nærmere betinget succes! Motoren reagerede på ingen måde på gassen, choker eller noget. Det blev maks til lav tomgang.

Efter nogen grublen hev jeg topstykket af blot for at konstatere at stemplet vendte meget langt nede i cylinderen og på inden måde åbnede for indsugningen. Efter lidt søgen på internettet viser det sig at der findes en C50 model med kort slag og en med langt slag – og som det ses på billedet er der stor forskel på højden af krydspinden på de to stempler. Så det fine nye stempel måtte af og et fra den medfølgende kasse med reservedele måtte renses og få en ny stempelring.

Med motoren samlet igen, med pakninger lavet en frostpizzaindpakning, fik jeg sparket liv i maskinen. Meget tilfredsstillende taget i betragtning af at maskinen var købt tidligere samme dag. Nogen længere prøvetur blev det ikke til da klokken 00:00, intet lys og pisse mørkt ude på landet.

Mandag aften kastede jeg mig over at få monteret en medfølgende udstødning med en rund montering til at passe på to pinbolte. Det blev til endnu en flange/adapter, hvilket har fået dem dæmpet ganske pænt, selv om et par pakninger ville gør underværker. Mandag fik jeg også prøvekørt den yderligere, hvilket viste at den 4-takter helt vildt allerede ved ganske lave omdrejninger og derfor ikke trækker over ca. 30 stykker. Dog lader det til at den har et fint optræk så nye dyser og det korrekte tændrør er bestilt og så burde den kunne presses noget højere op.

Det er satme en fin maskine og damerne er vilde med den

5 Comments

  1. sattem en god handel, fin maskine, og skruearbejde der varmer et teufelhjerte!

  2. holdakæftmanner! Den er satme fed og med en ejer der rent faktsik kan lave ting, og ikke kun repasmadre er alt muligt, sig til når du får den over 90, så skal min kreidler også tunes!

    Jonas

  3. Du opdager nok når den er oppe på 90….

    Og tak for de fine ord.

    Søren

  4. helge korndal

    5. februar 2021 at 11:54

    det ser godt men den kører bedre med original carburator bing og instillig strålespids er selv igang med ks 50s 1972 leder efter hjul
    har i min tid som mek lærling i swerige kørt meget zundapp

Skriv et svar

Your email address will not be published.

*

© 2022 TEUFELSKERLE

Theme by Anders NorenUp ↑