I sidste uge var vi så heldige at blive inviteret hjem i Torbens værksted. Torben kører klassisk motorcykelræs og har derfor en Ali Baba-agtig hule med über fantastiske maskiner og et hav af stumper. Eftersigende er Torben en dødsracer på banen og spiser snobbede britiske kørere med penge som skidt til morgenmad! Han kører Knutstorp i kommende weekend, hvor vores værksted har også et kontingent idoler sendt afsted med bannere og støttende tilråb.


Værkstedsidyl… når en mand kan samle så meget lækkert skrammel, så frygter jeg dog for vores fremtid og forudser endnu mere pladsmangel.


Torbens fuldkåbede Goldstar racer er et pragtstykke. Her leger HP lidt og vi ser en af de mange artikler om Torben i alt fra Landbrugsblad til ØlstykkeNyt.


En lækker Ducati Pantah (dog her uden den lækre kåbe), som Torben har vækket til live igen efter at han tog en tumletur på den i et løb.


Torbens smukke 250’er Ducati, som desværre åbenbart både kræver en del tid og penge at holde i live.


Bare endnu et pragtstykke af en 750’er Ducati S roundcase… den stjal mange blikke.

Provins-dødsdrom
Lørdag var der så dømt motorcykeltur. Et par timer i den midtsjællandske provins. Et skatkammer af snørklede veje og landlig idyl. Der blev taget omdrejninger og lavet meget lave sving. En burger i en soveby blev det også til inden vi brummede tilbage til hovedstaden.



Fantastisk at være ude – noget vi skal huske, så vi ikke bliver som de der museumsgnakker vi frygter, der tager maskinen ud to gange om året og eller går i ring omkring den i det kliniske værksted.