Rune’s fine XT500, indkøbt efter et længere ophold i Nordafrika for at rydde miner, har på trods af sin robuste natur gjort lidt bøvl. Den “løb lidt tør for olie” på den første tur, hvilket fik os til at frygte en katastrofe af Olle-agtige dimensioner. Sæsonen var dog nærmest lige begyndt da XT’eren begyndte at sluge olie, så der blev bare hældt ekstra på og løbende problemer med elnettet, punkteringer og lignende blev tacklet. Nu er der snart gået en lang vinter og vi skal ud og køre, så nu må det for alvor være tid til at få hevet blokken ud og kigget det olieslugende indre efter.


Rune har udviklet en meget hands-on tilgang til mekanik efter minør-arbejdet. Ud med lortet og så fikser vi det på en eller anden måde.


Heldigvis er der næsten ikke noget der er nemmere end at hive en XT/SR blok ud af stellet og fra hinanden.


Skrue skrue ud med lidt bolte og beslag


Og nu det spændende, hvor mange kabler har vi glemt og flår over når blokken væltes ud?


Ingen problemer og efter ca. 20 min kan bomstærke Rune kaster dyret op på bordet


Det er altid herligt at skille ting ad, alle skruer man kan finde skal ud og så kan man bagefter bøvle med at finde ud af hvor de kom fra.


Svupti, så er der hul ind til vippetøjet


Heldigvis så det ikke så slemt ud som ved Olle’s SR, mere højglanspoleret hærdning end Grand Canyon


Rune mente sagtens at man kunne prygle løs på de stakkels køleribber for at få toppen af. Det er desværre lidt hans stil.


1½ time efter at vi kom igen var cylinderen hevet af og smeden tittede forbi og gav sit besyv med. Det hele så fornuftigt ud. Samlingen kommer nok til at tage lidt længere tid….

Rune var engang for mange år siden en kvalificeret ingeniør, så planen er nu at han snupper alle sliddelene med hjem og måler dem igennem på videnskabelig vis med mere præcise instrumenter end øjemål. Med lidt held kan vi nøjes med at skifte pakninger hele vejen rundt og ventiler og stempelringe. Væsenligt billigere end indkøb og installering af nyt vippetøj og knast. XT/SR reservedelsgutterne ved Kedo.de får dog helt sikkert endnu engang muligheden for at feste natten lang på vores regning.